Forhistorien til Lyngså Boldklubs start.

 Tidlig på foråret 1950 var Johannes Nørgaard, Oskar Christiansen og undertegnede enige om at der skulle ske noget.

Vi havde året før været i Voerså med et junior- og ynglinge fodboldhold og tabt 4-2. Det skulle selvfølgelig hævnes og et af midlerne, var at få en bane at træne på, i stedet for de mindre græsarealer vi hidtil havde benyttet.

Vi lejede derfor et areal (nord for vandværket) for 50 kr. om året. Målene blev fremstillet af træer vi fældede og afbarkede. De var gravet i jorder, men havde de rigtige mål, selv om overliggerne var lidt tyndere i den ene ende, der var ingen net på målene. Bolden (vi havde kun den ene) var til at snøre og kunne blive meget tung i regnvejr. Efter at linjerne var trukket op med savsmuld, var vi klar til at tage mod Voerså.

Vi fik revanche for sidste års nederlag ved at vinde 6-2 og gentog søndagen efter sejren, ved at vinde 2-1 i Voerså.

Dengang havde man ikke fri om lørdagen, så kampene var sædvanligvis søndag kl. 13.30 eller 14.00. Ugen efter endte kampen mod Voerså 3-3, da var begge holds gennemsnitsalder steget betydelig, da vi ikke havde aftalt en fast grænse.

I 1950 var flere voksne fodboldspillere flyttet til Lyngså og junior-ynglingeholdet spillede en udtagelseskamp mod seniorerne, da vi skulle møde Ørtoft der var startet samme år. Jeg var med mine 16  år den yngste der kom med.

Til den første kamp mod Ørtoft var der også et damehåndboldhold med, (herom senere).

Der var ingen af fod- og håndboldspillerne der havde bil eller motorcykel og knallerten havde heller ikke holdt sit indtog i Lyngså, men Hjørringbilen startede herfra.

Den blev lejet for 30 kr. og da bussen var fuld og vi betalte 1 kr. hver, var der ligefrem overskud. Lyngså fik en flyvende start mod Ørtoft ved at score i første minut og vandt 3-0.

I starten stod vi 3 (selvvalgte) der er nævnt i indledningen for det hele, jeg indkasserede 2 kr. pr. medlem, det steg til 5 kr. pr. år, da klubben officielt startede den 1/6 1950. Her lejede man samtidig en bane øst for Lyngså for 100 kr. resten af året, da man havde meldt et seniorfodboldhold med i turneringen, der dengang startede om efteråret. På det tidspunkt havde man fået en voksen bestyrelse.

Også damehåndboldholdet var nystartet, de havde vist kun 2 træningsaftner bag sig, inden den første kamp mod Ørtoft hvor de spillede 2-2, men vandt returopgøret i Lyngså med 4-1.

Heller ikke håndboldholdene havde net på målene i starten, også her brugte man savsmuld og tørkridt, indtil man fik en kridtmaskine.

Jeg var selv ret tidlig med i håndboldudvalget, hvor vi sørgede for at få instruktørhjælp gennem DDGI, senere VGU, for at få nye impulser.

Dengang måtte man ikke enhåndsdrible og det er nok den regel der har haft størst betydning af de løbende justeringer.

Så vidt jeg husker havde man i 1950 kun badmintonhallerne i Sæby, Frederikshavn og Hjørring, så det siger sig selv at det foregik udendørs.

Man havde et herre- og drengehåndbold hold med i henholdsvis 3 og 2 år og de blev alle kredsvindere.

Men i Lyngså har det stærke køn jo altid været damer, de spillede næsten alle årene i den højeste række i udendørs håndbold.

Da holdet i 1973 skiftede til JHF’s turnering, havde man også spillet sig op i den højeste række indendørs 1 VGU-s turnering, endda med et hold der næsten udelukkende bestod af junior- og ynglingespillere, så der var et godt grundlag at starte på.

Sammenfattende har såvel hånd- som fodboldspillerne altid haft ry for at kæmpe lige til det sidste, og hvor tingene skulle afgøres på banen og ikke bagefter, og det er jo ikke så dårligt et skudsmål at have.

TILLYKKE med de første 50 korte år.

                                                          Harry Buchhave.

 
retur      forsiden